En mand af vinterens hjerte

Lillan Albeck

Foreningen Norden i Lyngby Taarbæk afholdt onsdag den 25/2 2012 et dejligt foredrag ved Professor, antropolog og forfatter Kirsten Hastrup om Knud Rasmussen. Aftenen blev indledt som alle Foreningens møder med en sang, og denne gang havde man meget belejligt valgt den smukke ”Et stolt og trodsigt land” af Christian Ludwigs.

Kirsten Hastrup er en gudbenådet fortæller – det vidner hendes store og læseværdige bog om Knud Rasmussen ”Vinterens hjerte” om lige som aftenens foredrag.  Men det er nu også svært ikke at blive fanget ind af Knud Rasmussen – myten, personen og polarforskeren.  Jeg må indrømme, at jeg inden foredraget ikke troede, at jeg ville kunne blive fanget ind af denne mand og hans virke, men det blev jeg så sandelig, ikke mindst på grund af Kirsten Hastrups inspirerende foredrag med smukke, talende billeder og et livfuldt sprog, fyldt med skønne og sjove citater, så manden efterhånden stod lyslevende for mig.

Det var ikke meget, jeg kendte til Knud Rasmussen i forvejen – jo, jeg vidste da, at han havde eksisteret, og at han havde bragt et større kendskab om Grønland og grønlænderne til Danmark – og så, at der står en statue af ham på Strandvejen.

Knud Rasmussen (1879-1933) blev født i Jakobshavn (nu Ilulissat), hvor Faderen var missionær, og Knud Rasmussen blev fra barnsben grebet af de grønlandske fortællinger. Selv om han blev sendt til Danmark som 12-årig for at gå i skole her – hvilket ikke var han største fornøjelse – var Grønland altid en del af hans hjerte, og selv om han via sin mormor havde grønlandsk blod i årene, var det mere af statur det grønlandske fik sit udtryk – og så prægningen af hans sjæl og sind.

Knud Rasmussen kom til at sætte sit præg på 7 Thule-ekspeditioner, efter at han havde etableret Thule-stationen. Hans indsats var især indsamling af grønlandske fortællinger, som på den måde blev nedskrevet og dermed overleveret til eftertiden. Således var han også med til at bevirke, at grønlandsk fik sit skrevne udtryk. Da Knud Rasmussen ud over efterhånden at blive anerkendt som polarforsker med bl.a. udnævnelse til Æresdoktor ved Københavns Universitet til følge, blev han en nationalhelt med nærmest heltedyrkelse i sin levetid. Hans indsats er en del af årsagen til, at Østgrønland tilfaldt Danmark og ikke Norge i 1933. Han fik samlet og udgivet myter og sagn fra Grønland, som for ikke så mange år siden var en almindelig gave ved konfirmationer, og han skrev selv erindringer og fortællinger, som opnåede stor popularitet. Hans kunnen udi det grønlandske sprog gjorde, at han meget direkte fik kontakt til grønlænderne, som han altid mødte med åbenhed og nysgerrighed, så han kunne gå ind i deres levevis og kultur – og beskrive den videnskabeligt. Antropologer anerkender ham som antropologiens forfader, idet hans undersøgelser altid var begrundet i det menneskelige møde og udtryk.

 I dag er der i hans hjem i Hundested et seværdigt museum, som skildrer hans liv og levned.  Den enkle, majestætiske granitstatue, som står og skuer ud over Øresund, er skabt af Povl Søndergaard i 1963, på sokkelen er alle ekspeditioner nævnt.

Knud Rasmussen var både en mand af sin tid – han forstod at tage del i fortiden og bringe den videre ind i fremtiden, – og en mand, som er berettiget til et eftermæle, idet han som næppe nogen anden formåede at gøre en overset del af verdenen synlig for resten af verdenen. 

Kirsten Hastrup gjorde i sit foredrag opmærksom på,  at det hele naturligvis ikke var den rene poesi eller idel lykke – noget man kan få mere syn for sagn for ved læsning af den store bog, som jo ikke bare skildrer Knud Rasmussen, men også hans tid, hvorved man får en fornemmelse for Danmarks kolonistiske indstilling til ’eskimoerne’, for den gryende nationalsocialisme og for bagsiden af medaljen.

En helteskikkelse med et vinterhjerte skildret videnskabeligt og populært på én gang. Jeg er blevet lidt klogere og fået blod på tanden til at lære Knud Rasmussen endnu bedre at kende.

Se flere indlæg | Tilbage til listenIngen kommentarer | 03. februar 2012 18:13